Duer: Signalement

Duerne omfatter ca. 300 arter, der er udbredt over hele jorden med undtagelse af de arktiske områder.

Det er kompakte fugle med kort hals og lille hoved. Benene er korte. De har en temmelig lang hale og forholdsvis lange og spidse vinger. Flugten er hurtig og retlinet med rytmiske vingeslag. Under opflyvning og i forbindelse med parringsflugten slår de vingerne mod hinanden, så det frembringer klaprende lyde.

Duernes næb er korte,  med hård spids og med en blød, undertiden opsvulmet vokshud ved basis. De kan lukke næseborene med nogle små klapper, hvilken gør dem i stand til at drikke ved at suge vandet op i modsætning til andre fugle, der tager et par dråber i næbbet, lægger hovedet tilbage og lader dem løbe ned i halsen.

I de tempererede egne er mange duer trækfugle. Mens de i yngletiden lever parvis, så samles de i større eller mindre flokke under trækket og om vinteren.

Duer: Føde

Duer lever af frø, korn, knopper og grønne skud af forskellige planter. På spiserøret har de en poseformeret udvidelse - kroen - hvis funktion er først og fremmest er at være oplagringssted for den føde, duen har lige spist. I kroen opblødes 0g neddeles maden, hvilket gør den senere fordøjelse lettere, ofte er der i kroen småsten som medvirker til fødens neddeling.

Duer: Yngling

Duer bliver kønsmodne allerede når de er 6 måneder gamle. Selv om kuldet normalt kun består af 2 æg, så er reproduktionsevnen hos duerne alligevel stor, fordi de har en meget lang yngletid. I Danmark får duen typisk 4 - 5, og i nogle ekstreme tilfælde helt op til 9 kuld på kun en ynglesæson. Der lægges et nyt kuld, så snart ungerne fra første kuld har forladt reden.

Reden er bygget af smågrene og kviste uden egentlig redeskål. Den virker meget simpel og er meget tynd i bunden. Hannen samler redemateriale, som den bringer til hunnen, der forestår selve bygningen. Æggene klækkes efter 17-18 dages rugning, og de små unger, der i begyndelsen er blinde og kun har spredte, hårlignende dun på kroppen, varmes af forældrene de første 8-10 dage, indtil fjerne er vokset så meget frem, at de selv kan holde varmen.

Hos fugle, der som voksne hovedsageligt lever af planteføde, fodres ungerne under opvæksten almindeligvis med lettere fordøjelig, proteinrig dyrisk føde i form af insekter og larver. Duerne afviger på dette punkt fra andre planteædende arter ved af fodre ungerne med et proteinrigt og fedtholdigt sekret - duemælk. I yngletiden svulmer kroen op og begynder at udskille den osteagtige og ildelugtende duemælk, som gylpes op til ungerne. Efter ca. fem dage begynder de også at få opblødt føde, og produktion af duemælk falder.

Ungerne er flyvefærdige efter ca. tre uger, og når de er 4 uger gamle forlader de typisk reden.