Duer, måger og andre fugle:

Duer: Signalement

Duerne omfatter ca. 300 arter, der er udbredt over hele jorden med undtagelse af de arktiske områder.

Det er kompakte fugle med kort hals og lille hoved. Benene er korte. De har en temmelig lang hale og forholdsvis lange og spidse vinger. Flugten er hurtig og retlinet med rytmiske vingeslag. Under opflyvning og i forbindelse med parringsflugten slår de vingerne mod hinanden, så det frembringer klaprende lyde.

Duernes næb er korte,  med hård spids og med en blød, undertiden opsvulmet vokshud ved basis. De kan lukke næseborene med nogle små klapper, hvilken gør dem i stand til at drikke ved at suge vandet op i modsætning til andre fugle, der tager et par dråber i næbbet, lægger hovedet tilbage og lader dem løbe ned i halsen.

I de tempererede egne er mange duer trækfugle. Mens de i yngletiden lever parvis, så samles de i større eller mindre flokke under trækket og om vinteren.

Duer: Føde

Duer lever af frø, korn, knopper og grønne skud af forskellige planter. På spiserøret har de en poseformeret udvidelse - kroen - hvis funktion er først og fremmest er at være oplagringssted for den føde, duen har lige spist. I kroen opblødes 0g neddeles maden, hvilket gør den senere fordøjelse lettere, ofte er der i kroen småsten som medvirker til fødens neddeling.

Duer: Yngling

Duer bliver kønsmodne allerede når de er 6 måneder gamle. Selv om kuldet normalt kun består af 2 æg, så er reproduktionsevnen hos duerne alligevel stor, fordi de har en meget lang yngletid. I Danmark får duen typisk 4 - 5, og i nogle ekstreme tilfælde helt op til 9 kuld på kun en ynglesæson. Der lægges et nyt kuld, så snart ungerne fra første kuld har forladt reden.

Reden er bygget af smågrene og kviste uden egentlig redeskål. Den virker meget simpel og er meget tynd i bunden. Hannen samler redemateriale, som den bringer til hunnen, der forestår selve bygningen. Æggene klækkes efter 17-18 dages rugning, og de små unger, der i begyndelsen er blinde og kun har spredte, hårlignende dun på kroppen, varmes af forældrene de første 8-10 dage, indtil fjerne er vokset så meget frem, at de selv kan holde varmen.

Hos fugle, der som voksne hovedsageligt lever af planteføde, fodres ungerne under opvæksten almindeligvis med lettere fordøjelig, proteinrig dyrisk føde i form af insekter og larver. Duerne afviger på dette punkt fra andre planteædende arter ved af fodre ungerne med et proteinrigt og fedtholdigt sekret - duemælk. I yngletiden svulmer kroen op og begynder at udskille den osteagtige og ildelugtende duemælk, som gylpes op til ungerne. Efter ca. fem dage begynder de også at få opblødt føde, og produktion af duemælk falder.

Ungerne er flyvefærdige efter ca. tre uger, og når de er 4 uger gamle forlader de typisk reden.

"Bydue"

Alle de 'byduer" og "rådhusduer", som findes vildtlevende her i landet, er forvildede tamduer og nedstammer fra klippeduen. Man ved ikke præcis hvornår mennesket tæmmede klipduen, men der højst sandsynligt sket allerede for 5.000 år siden. Den forvildede tamdue er udbredt over store dele af verden, både i Europa. Asien, Australien og Amerika. Bestanden af forvildede tamduer er ikke gjort op, men arten er yderst talrig i alle store byer, hvor de yngler overalt på bygninger, hvor der findes egnede redepladser.

Klippeduen (Columba livia) lever - som navnet antyder - i klippe- og bjergegne. Derfor kan den næppe nogen sinde forekommet naturligt i Danmark. De nærmeste stede, hvor den i dag kan træffes, er på Færøerne og De Britiske Øer. Ellers skal man til Middelhavslandene eller langt ind i Asiens bjergegne for at finde den. Klippeduen har ynglet på den nordiske vestkyst til langt op i 1800-tallet, men forsvandt herfra på grund af efterstræbelse.

Mange tam- og byduer ligner stamformen på en prik, mens man hos andre har fremavlet alle mulige farve- og fjervariationer.

Danske duer: Ringdue

Ringduen eller skovduen (Columba palumbus), som den ofte kaldes, er den almindeligste due i Danmark. Tidlige ynglede ringduen udelukkende i skove, men som flere andre fuglearter - bl.a. solsort og sangdrossel - begyndte den i slutningen af 1800-tallet at dukke op i bymiljøer, hvor den kunne traffes i parker, på kirkegårde og i villakvarterer. Siden er den blevet yderst almindelig i byerne, og den har her mistet sin naturlige skyhed og færdes ganske uanfægtet af menneskers nærværelse.

Yngling

Hannen indleder yngleaktiviteterne med at etablere et territorium. Dette hævdes dels med den velkendte kurren guu-guuh-gu-gu-guh, der gentages flere gange, dels med en parringsflugt, hvor fuglen med klaprende vingeslag stiger stejlt op, for derefter på stive vinger at glide nedad igen.

Parringsflugt og kurren tjener også til at skaffe sig en mage. Lykkes det at gøre en hun interesseret, begynder hannen at kurre på en anden måde fra et eget redested. Denne 'redekurren' er mere lavmælt end den sædvanlige kurren.

Når pardannelsen er en realitet, holder hannen inde med sin redekurren, men fortsætter med territoriekaldet ynglesæsonen igennem.

Parret begynder at bygge rede med hunnen som den mest aktive. Det sker ofte, at gamle reder benyttes efter en mindre udbedring. Og det er ikke blot gamle duereder, der overtages, men også reder fra andre arter, hvis placering i øvrigt findes velegnet.

Lang de fleste duer fortrækker nåletræer som redested. Her kan de starte tidlige, fordi nåletræerne giver bedre dækning end løvtræer, der først er egnede efter løvspring. Reden placeres normalt på en gren tæt ind til stammen.

Ringduens normale yngleperiode strækker sig fra april til ind i september. men den kan, hvis vinteren er mild og foråret kommer tidligt, begynde at lægge æg tidlige.

Begge mager ruger. Æggene klækker efter 17-18 dage, og ungerne er flyvefærdige 20-35 dage gamle. Men det er kun de færreste reder, der når så langt. Kun fra en tredjedel til en fjerdedel af de lagte æg når til at klække. og af disse er det kun godt halvdelen, hvor ungerne når at forlade reden. Her i Danmark tages mindst 60 pct. af de plyndrede reder af krager, hus og skovskader, mens husmår og egern tager ca. 30 pct. og rovfugle 5-10 pct.

Når ungerne forlader reden, samles de i småflokke - ofte sammen med ikke ynglende voksne fugle. Efterhånden som træktiden nærmer sig, slår de sig sammen i større flokke, og i oktober begynder de trækket.

Overvintring og træk

Ringmærkninger har vist, at kun ca. halvdelen af de danske duer forlader landet om vinteren. Flokkerne, der trækker, overvintrer enten i Holland, Belgien og Nordfrankrig, eller i Sydfrankrig og Nordspanien.

Samtidig med at de danske ringduer trækker væk, kommer de store flokke nordfra, som dels trækker videre, dels bliver i Danmark vinteren over.

Om vinteren holder duerne sammen i store flokke, der ofte tæller mange tusinde fugle, og som søger føde på marker. Er det oldenår, lever de i stor udstrækning af bog og agern, og man kan da opleve, at skovbunden er helt blå af duer, der pludselig letter med et brag, når de forstyrres.

Forårstrækket kan allerede begynde sidst i februar måned

Føde

Ringduen har en særlig forkærlighed for bælgplanter, specielt ærter og bønner samt forskellige former for kål, fx rosenkål, og den æder også gerne korn og rodfrugter.

Anden føde er agern, bog, tjørnebær, hyldebær og ukrudtsfrø samt orme, snegle og insekter. Ringduen æder også en imellem småsten, som bruges til at knuse føden i fuglens kråse (muskelmaven)

Danske duer: Tyrkerdue

Tyrkerduen (Streptopelia decaocto) er en lille sandfarvet og gråbrun due, hvis bedste kendetegn er dens smalle, sorte bånd i nakken. Den er mere spinkelt bygget og har en tydeligt længere hale end vore andre duer.

Tyrkerduen menes oprindeligt at være hjemmehørende i det nordlige Indien, men herfra har den bredt sig over store områder. Den er nået til Istanbul i 1600 eller 1700-tallet, formentlig indført af tyrkerne. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var dens europæiske udbredelse begrænset til Sydøsteuropa, men så pludselig begyndte den så igen at brede sig. Omkring 1930 kom den til Østrig, 1940 nåede den Tyskland, Polen, Italien, Frankrig og Holland, i 1952 blev de første set i England. Tyrkerduen ynglede første gang i Danmark i 1950, i Sverige 1951, Norge 1956, Færøerne og Island 1971. I Norge passerede den polarcirklen allerede i 1962.

Tyrkerduen træffes i Danmark over hele landet, selv på de fleste småøer, men først og fremmest i byer og landsbyer. Ude i det åbne land langt fra bebyggelse holder den ikke regelmæssigt til. Den yngler i parker, haver, på el-master, gesimser osv.

Tyrkerduens kuren i yngletiden opfattes som meget irriterende af mange mennesker. Duen kan blive ved i timevis med sin monotone 'ku-kuuh-ku' lyde, og holder kun en pause for at udføre sin parringsflugt.

Ligesom de andre duer, er tyrkerduen meget produktiv. Ikke sjældent har den her i landet 3-4 kuld årligt, og længere sydpå er 5-6 kuld ikke ualmindeligt.

Reden er en spinkel platform af kviste højt oppe i et træ. Reden bygges af hunnen, mens hannen indsamler redematerialet. Ungerne ernæres af forældrenes duemælk. Forældrene jager aktivt husskader, skovskader og endog mennesker bort fra reden.

Yngleperiode her i Danmark er fra marts til november. Der lægges 2 hvide æg, og rugetid er 14-18 dage. Begge køn ruger, hunnen mest om natten. Ungerne er flyvefærdige om 17 dage, og bliver uafhængige fra forældre om 1 uge.

I begyndelsen af 1960'erne var den danske tyrkerduebestand blevet så stor, at fra 1973 blev indført jagttid på arten, i første omgang i november måned og fra 1979 også i oktober.

Jagtudbyttet lå de første år på 13-19.000 fugle, men er senere faldet til omkring 10.000.

Tyrkerduen lever hovedsageligt af frø, knopper og frugter, f.eks. hyldebær, men den tager også larver, snegle og andre små dyr.

Genmeldinger fra ringmærkede tyrkerduer viser, at langt de fleste er standfugle, der kun bevæger sig over små afstande, men en mindre del viser imidlertid træktendenser i vestlig til sydvestlig retning om efteråret, og omvendt mod øst - nordøst om foråret.