Mus:

Mus: overtro

Mus har til alle tider været omgærdet med megen overtro.

Hvis  man så en mus løbe ind under sne skulle man kaste noget efter den, ellers hed det sig at musene ville æde en ud af huset i løbet af vinteren.

Rotter og mus fordrev man sikkert hvis man, hver gang man skær brød, kastede et lille stykke hen i en krog og med den tanke, at det skulle være til dem. Der må ikke siges noget, og det skulle fortsættes uden afbrydelse over en længere periode.

Ville man slippe for mus i et hus skulle man om aftenen før d. 15/12 med kridt skrive "Nicatius" over alle døre, så ville musene forsvinde. Man kunne også skrive navnet "Medardu" aftenen før helgendagen d. 8/6 og så fremsige sætningen : "Rotter og mus bliver fra dette hus. Medardus!", huset ville så være fri for mus det følgende år. 

Det har været almindelig tro, at menneskets sjæl eller ånd kunne forlade kroppen som en markmus. Markmus måtte heller ikke dræbes ud fra samme overtro, men også at det ville bringe ulykke.

Når et barn havde mistet en mælketand skulle man kaste den ind under sengen, i en mørk krog, i ild eller et musehul og sige: "Mus, mus, giv mig en bentand for en guldtand!" - så ville barnet få en ny og god tand.

Bar barnet på sig en tand trukket ud af en levende mus, ville barnet aldrig få tandpine.

Med et ituhakket musehjerte i blyet ville en kugle altid ramme sit mål.

Så man mus løbe over gulvet foran sig, ville der snart  komme lig i huset.

Så man en mus løbe omkring på kirkegulvet til et bryllup, ville parret snart blive skilt .

Mange mus betød  dyrtid og krig.

Var musene plagsomme om foråret, ville det blive et frugtbart år.

Mus blev ofte brugt som lægemidler. "Var det ikke for muselort og grønkål så fik doktorerne mere at tjene."

Stegt mus, mælkeafkoget af en levende mus, pandekage med indbagt mus eller ituhakket mus kogt i øllebrød skulle afhjælpe blæreslaphed. Museekskrementer udrørt i vand kunne bruges til at lægges på hårde, smertende kvindebryster.

Vinafkog af musemøg brød blæresten, en mus flået levende skulle lægges på imod gigt.

Et musehjerte kunne bæres imod krampe, musemøg kogt i nymalket mælk blev givet  mod forstoppelse.

Mod kighoste blev der drukket mælk hvori en mus løb sig til døde.

En mus, der løb sig ihjel i brændevin, indgik i råd for drikfældighed: konen skulle lægge en død mus på bunden af mandens brændevinsflaske, så blev han vænnet fra drikkeriet.